Derek Prince Menu
Begravelse Af Det Gamle Menneske [Gamle Natur]
Af Derek Prince
Ved afslutningen af Peters prædiken på Pinsedagen spurgte de, der hørte (som var dømte, men stadig uomvendte): 'Mænd og brødre, hvad skal vi gøre?' (Ap.g. 2:37). På dette spørgsmål gav Peter – som Guds og Kirkens talsmand – et klart og øjeblikkeligt svar: 'Omvend dig... bliv døbt... og modtag Helligånden'. Dette er Guds fuldstændige bestemmelse for enhver synder, som ønsker at blive forsonet med ham. Den består af tre forskellige, men relaterede oplevelser: omvendelse, dåb, modtagelse af Helligånden. Denne bestemmelse fra Gud har aldrig ændret sig. Den er stadig den samme i dag.
Centralt for denne Guds bestemmelse er instruktionen om vanddåb. I hele Det Nye Testamente er dåben altid direkte forbundet med frelse. Den tidlige kirke kendte intet til en frelse, der ikke blev efterfulgt af dåb. Fra Pinse og frem blev alle omvendte døbt ved omvendelse – sædvanligvis samme dag. Dåben indgik i Kirkens præsentation af Jesus Kristus. Filip tog ned til Samaria og 'forkyndte Kristus' for folket der. Som et resultat blev de, der troede, døbt (Ap.g. 8:12). Senere, da han mødte eunukken på vejen til Gaza, 'forkyndte Filip Jesus for ham'. Som et resultat benyttede eunukken den første lejlighed til at blive døbt (Ap.g. 8:38). Det er derfor klart, at dåben var en integreret del af Jesu Kristi budskab som præsenteret af Den Nye Testamente Kirke. Af denne grund er det naturligvis vigtigt, at Kirken fortsat fremlægger et klart og positivt budskab om dåben.
Spørgsmål Opstår
Gennem historien har flertallet af forskellige kristne grupper baseret deres lære om dåb på Jesu befaling om at døbe 'i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn' (Matt 28:19). Der er dog på forskellige tidspunkter blevet sat spørgsmålstegn ved dette grundlag. I stedet er der fremlagt en del forkert lære om dåben, hvoraf hovedpunkterne er følgende:
1 Siden pinse var den tidlige kirkes praksis kun at døbe i Jesu Kristi navn.
2 Dåbsformlen i Matthæus 28:19 bekræftes ikke af nogen anden tekst i Det Nye Testamente,
og derfor bør den afvises som falsk, manglende ægthed og ugyldig.
3 Troende, der er blevet døbt 'i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn' bør gendøbes 'i Jesu Kristi navn'.
4 Dåb i Det Nye Testamente svarer til omskæring i Det Gamle Testamente. Derfor er troende,
som ikke er blevet døbt på en gyldig måde, åndeligt uomskårne.
Denne unøjagtige lære skal behandles ikke blot på grund af, hvad den har at sige om dåben, men mere på grund af nogle af de ubibelske argumenter, der bruges til at understøtte den. Naturen af disse argumenter er, at de påvirker både ens forståelse af dåben og de grundlæggende principper, som bekræfter gyldigheden af nytestamentlige tekster og almen undervisning. Af denne grund har jeg opstillet nogle bemærkninger af denne undervisning, med en kort analyse af hver. I hvert tilfælde er bemærkningen af denne forkerte lære trykt med fed kursiv skrift. Min analyse af det følger i normal type.
Jesu Navn
Det antydes, at en person, der er døbt 'i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn', ikke er døbt i Jesu navn. For at kvalificere sig til dåben som en kristen troende, skal en person allerede have erkendt, at Jesus Kristus er Guds søn (Matt 16:16-18; Joh 20:31; 1 Joh 4:15, 5:5). For en sådan person betegner ordet 'Søn', når det staves med stort 's' og indledes med den bestemte artikel 'den', udelukkende og udelukkende Jesus Kristus. Hvor både den, der døber, og den, der bliver døbt, allerede har givet denne erkendelse, er en dåb i 'Sønnens' navn netop af den grund en dåb i Jesu Kristi navn.
Det antydes, at Jesus er et navn, men at Fader og Ånd ikke er navne, men titler. Det er rigtigt, at vi på engelsk kan skelne mellem et egennavn, såsom William eller George, og en titel, såsom konge eller præsident. Men forfatterne af Det Nye Testamente foretog ikke denne sondring i det oprindelige græske ord i forhold til ordet Fader som anvendt på Gud. Der er mange passager i Det Nye Testamente, hvor ordet 'navn' bruges direkte sammen med ordet Fader. For eksempel sagde Jesus: 'Og nu, Fader, ... jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, som du har givet mig' (Joh 17:5-6).
Det er underforstået, at hvor Skriften taler om personer, der blev døbt i Jesu navn, blev disse personer kun døbt i Jesu navn, og at der ikke blev tilføjet andre navne eller ord. Dette er en antagelse, som ikke kan bevises ud fra Skriften. I de forskellige passager, der taler om personer, der bliver døbt i Jesu navn, er der intet ord som 'kun' knyttet.
Dette kan illustreres fra andre passager i Det Nye Testamente. Markus siger, at 'en mand med en uren ånd' mødte Jesus (Mark 5:1-2). Matthæus siger 'der mødte ham to dæmonbesatte mænd' (Matt 8:28). Mark og Matthew beskriver den samme hændelse. Mark siger, at der var 'en mand'. Matthew siger, at der var 'to mænd'. Alligevel er der ingen uoverensstemmelse. Faktisk var der to mænd, men Mark nævnte kun én af dem. Der ville være en uoverensstemmelse, hvis Mark havde sagt, at der 'kun var én mand'. Men det sagde han ikke. Ud fra det faktum, at Mark siger 'en mand', kan det antages, at der kun var én mand. Men en sådan antagelse ville være forkert.
Ligeledes retfærdiggør det faktum, at Skriften taler om personer, der bliver døbt i Jesu navn, ikke i sig selv antagelsen om, at disse mennesker kun blev døbt i Jesu navn. Uden beviser for det modsatte lader den muligheden stå åben for, at andre ord/sætninger blev tilføjet.
Dåbsformel
Det antydes, at der ikke er nogen anden passage i Det Nye Testamente, der bekræfter brugen af ??dåbsformlen, der er optegnet i Matthæus 28:19 . Men dette er på ingen måde sikkert. Vi har optegnelsen om et møde mellem Paulus og nogle disciple i Efesos. Tilsyneladende antog Paulus først, at disse mennesker var kristne (Kristi disciple). Men efter at have talt med dem opdagede han, at de kun var disciple af Johannes Døberen (ApG 19:1-5). De var ikke blevet døbt med kristen dåb, men kun med Johannes Døbers dåb. De to grundlæggende krav til Johannes dåb var omvendelse og syndsbekendelse, og den blev ikke givet i noget navn (Mark 1:4-5).
Paulus begyndte med at spørge disse kristne: "Modtog du Helligånden, da du troede?" Hertil svarede de: "Vi har ikke så meget som hørt, om der er en Helligånd." Paulus spurgte dem igen: "Hvad blev I så døbt til?" Det er naturligt at spørge: Hvorfor associerede Paulus dåbsformen med at høre om Helligånden? Vores rimelige forklaring er, at den kristne dåb, som Paulus kendte den, var 'i' eller mere bogstaveligt 'ind i' Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Derfor, hvis disse mennesker havde modtaget kristen dåb, må de nødvendigvis have hørt om Helligånden på tidspunktet for deres dåb. Forstået på denne måde bekræfter ApG 19:2-3 Mattæus 28:19.
De eneste andre grunde, der fremføres for at afvise den accepterede tekst i Matthæus 28:19, er baseret på interne, doktrinære argumenter. Disse er subjektive, ikke objektive. I lyset af det, jeg har sagt ovenfor, føler jeg ikke, at disse doktrinære argumenter har nogen vægt. Hvis vi ville acceptere argumenter af denne art for at sætte spørgsmålstegn ved gyldigheden af ??Matthæus 28:19, så ville der ikke være nogen definerbar grænse for antallet af andre passager i Det Nye Testamente, som lige så godt kunne stilles spørgsmålstegn ved.
I sidste ende ville teksten ikke længere være doktrinens autoritet, men doktrinen ville blive tekstens autoritet. Dette ville naturligvis være en omvending af så alvorlig og vidtrækkende betydning, at ingen oprigtig kristen havde råd til at forblive ubekymret.
Det antydes, at der bortset fra Matthæus 28:19 i alle andre passager i Det Nye Testamente bruges en anden enkelt, uforanderlig sætning i forbindelse med dåben. Dette er ikke korrekt. Der bruges faktisk forskellige sætninger. I ApG 2:38 er sætningen 'i Jesu Kristi navn'. Den græske præposition, der her oversættes med 'in', er ikke den samme som den, der bruges i Matthæus 28:19 og ApG 19:5. Dens normale betydning er 'på'. Udtrykket 'på Jesu Kristi navn' er blevet fortolket som at betyde 'på Jesu Kristi myndighed'. Mere sandsynligt betyder det 'på Jesu Kristi bekendelse' – det vil sige 'på bekendelsen af, at Jesus er Kristus [Messias].'
Dette ville stemme overens med udsagnet lige tidligere af Peter i ApG 2:36: 'Lad hele Israels hus med sikkerhed vide, at Gud har gjort denne samme Jesus, som du har korsfæstet, til både Herre og Kristus [Messias].' Således angiver denne sætning i ApG 2:38 det grundlæggende krav for at modtage kristen dåb – det vil sige anerkendelsen af, at Jesus er Kristus (Messias). Dette krav forbliver uændret, uanset hvilken verbal formel der måtte anvendes.
Min personlige overbevisning er, at de kristne i Det Nye Testamente aldrig ville have tilladt brugen af ??en bestemt dåbsformel at blive et spørgsmål af afgørende betydning. De var mere optaget af vital personlig erfaring end af en verbal formel. Når stiv insisteren på en bestemt formel bliver et stort problem, er Helligåndens sande liv og frihed allerede ved at ebbe ud af Kirken.
Skriftlig bekræftelse
Det antydes, at et skriftsted ikke giver et gyldigt grundlag for doktrin, medmindre der er mindst ét ??andet skriftsted, der siger det samme. Hvis vi presser denne teori til dens logiske konklusion, er det det samme som at sige: 'Vi kan ikke være sikre på, at Gud mener, hvad han siger, medmindre han siger det mindst to gange.' Det er klart, at ingen ærbødig kristen kunne acceptere en sådan konklusion.
Denne teori om behovet for mindst to skriftsteder er baseret på læren om, at 'ved to eller tre vidners mund kan hvert ord fastslås' (5 Mosebog 19:15, Matthæus 18:17). Dette princip anvendes dog på den procedure, hvorved gyldigheden af ??menneskelige vidnesbyrd kan fastslås i retslige undersøgelser eller sager om konflikt mellem forskellige menneskelige parter. Det kan ikke korrekt anvendes på ord, der kommer direkte fra Gud selv.
Hvis vi skulle anvende dette princip strengt på Skriften, så ville det ikke være nok at finde to forskellige skriftsteder til støtte for hver udsagn. Vi bør være nødt til at finde to forskellige forfattere til støtte for hvert udsagn. Uanset hvor mange gange en forfatter siger det samme, er han stadig kun et vidne.
Denne teori, anvendt på Skriften, modsiges af Skriften selv. Paulus siger: 'Hele Skriften... er nyttig til lærdom' (2 Tim 3:16). Han kvalificerer ikke dette på nogen måde. Han siger ikke: 'Hele Skriften er nyttig for doktrin, forudsat at den er bekræftet af en anden Skrift.' Hvis Skriften er 'Guds ord', som Jesus siger i Johannes 10:35, er det alene tilstrækkeligt at fastslå dens gyldighed. 'Gud ... kan ikke lyve' (Tit 1:2). 'Hvert Guds ord er rent' (Ordsprogene 30:5). 'Dit ord er sandhed' (Joh 17:17).
Der er mange vigtige udsagn eller optegnelser, der kun forekommer én gang i Skriften. Jesu ypperstepræstelige bøn er kun nedskrevet i Johannes 17. Udsagnet om, at hvor to eller tre er forsamlet i hans navn, er Jesus midt imellem, er kun i Matthæus 18:20. Det faktum, at vi som kristne sidder sammen med Kristus i himmelske steder er kun i Efeserbrevet 2:6. Den kendsgerning, at troende vil blive fanget for at møde Herren i luften ved hans komme, er kun i 1 Thessalonikerbrevet 4:17. Det er blot nogle få af mange eksempler.
Der er dog et vigtigt princip, som vi skal erkende. Hvor der henvises til et emne i mere end ét skriftsted, skal enhver lære om det emne, for at befale vores accept, stemme overens med alle skriftsteder, der henviser til det. Det gælder undervisningen i Det Nye Testamente om dåben. For at befale vores fuldstændige accept skal enhver lære om dåb stemme overens med alle de skriftsteder, der henviser til dette emne, inklusive Matthæus 28:19.
Åndeligt uomskåret
Det er underforstået, at dåb i den nye pagt svarer til omskæring i den gamle pagt, og derfor at en kristen, der ikke er blevet døbt med den rigtige formel, ikke er blevet 'omskåret.' Romerne 6:4 og Kolossenserne 2:12 siger eksplicit, at dåb svarer til begravelse. 'Vi blev begravet sammen med ham [Kristus] gennem dåben.' Før en begravelse kan afholdes, skal der være et lig. I dåben er dette døde legeme det gamle menneske, syndens legeme, kødet. 'Vor gamle mand blev korsfæstet med ham' (Romerne 6:6). 'Hvis Kristus er i jer, er legemet dødt på grund af synd' (Rom 8:10). 'De, der tilhører Kristus, har korsfæstet kødet' (Galaterne 5:24). I denne sammenhæng betegner sætninger som kroppen eller kødet ikke den bogstavelige fysiske krop, men snarere den kødelige, oprørske natur modtaget ved arv fra Adam. Når Kristus modtages ved tro som Frelser og Herre, 'dør' denne gamle natur. Derefter begraves den ved dåbshandlingen.
En pointe er klar. Vi begraver ikke en person for at gøre ham død. En person skal allerede være død, før vi har ret til at begrave ham. Ligeledes skal den gamle naturs død allerede være sket gennem troen på Kristus, før vi kan begrave den gamle natur ved dåben. Dåben gør ikke den gamle natur død. Det er det ydre bevis på, at den gamle naturs død allerede har fundet sted. En person, der søger at fremkalde den gamle naturs død ved dåbshandling, følger en kurs, der er både ulogisk og ubibelsk, og den vil ikke give det ønskede resultat.
Paulus gør denne ordre meget klar. Først og fremmest siger han, at vi som kristne 'omskæres med en omskærelse, der er lavet uden hænder, ved at aflægge kødets synder, ved Kristi omskærelse' (Kolossenserne 2:11-12). Senere siger han, at vi er 'begravet sammen med ham i dåben'. Dette er den logiske rækkefølge, som ikke kan vendes om. Vi må først aflægge kroppen af ??kødets synder ved Kristi omskærelse. Derefter skal vi 'begrave ved dåb' dette 'legeme', der allerede er 'udsat'. Omskæringen er at 'udsætte kroppen'. Dåben er 'legets begravelse' og dermed 'udskudt'. Således er omskæring ikke dåb. Omskæring er udsættende; dåben er begravelse.
Paulus beskriver den sande 'omskæring' af den nye pagt. Han siger: 'Vi er omskærelsen, som tilbeder Gud i Ånden, fryder os i Kristus Jesus og har ingen tillid til kødet' (Filipperne 3:3). Der er slet ingen reference til dåben her. På den anden side svarer sætningen 'ikke at have tillid til kødet' til sætningen om 'at aflægge kødets krop' (Kolossenserne 2:11). Omskæring er at give afkald på al tillid til 'kødet', og dermed 'udsætte kødet'. Dåb er begravelsen af ??'kødet', efter at det er blevet 'udsat'. Disse to ting hænger tæt sammen, men de er ikke identiske.
Er din gamle natur blevet begravet?
Lærdomme som denne om dåb rejser ofte spørgsmål. Den ene er denne: Hvis en kristen efter dåben ikke oplever de resultater i sit liv, som Skriften angiver bør følge, beviser det så, at hans dåb var ugyldig?
Ikke nødvendigvis. Dette kan illustreres ved at sammenligne med dåben i Helligånden. En person kan modtage en ægte, skriftmæssig oplevelse af dåben i Helligånden, og alligevel kan mange af de resultater, der skulle følge dette, mangle bagefter i vedkommendes liv. Midlet mod dette er ikke at blive gendøbt i Ånden. Midlet er at opfylde Guds krav – såsom omvendelse, forpligtelse, bøn, studium af Skriften, hvilket vil gøre den første dåb i Ånden mere effektiv.
Det samme princip kan anvendes til vanddåb. Vanddåb giver nogle gange ikke sin rette virkning, fordi den døbte er uagtsom i andre aspekter af kristen pligt. For dem kunne det at blive 'gendøbt' være en nem vej ud af at møde fejl på andre områder. Jeg har mødt folk, der er blevet døbt flere gange, og som sagtens kunne overtales til at prøve det igen. Dette reducerer vanddåben til niveauet for en slags religiøs vaccination. Hvis det ikke tager første gang, gentager de det, indtil det gør det. Og selvom det tager, kan virkningerne efter nogle år fortage sig, og personen bliver nødt til at blive genvaccineret (gen-døbt). Det er klart, at dette ikke er et skriftmæssigt billede af dåben.
Til enhver troende, der kan være bekymret over gyldigheden af ??deres dåb, vil jeg præsentere disse enkle, grundlæggende spørgsmål: Blev du nogensinde virkelig begravet? Var der nogensinde virkelig et klart brud med fortiden – dens skyld, dens trældom, dens oprør, dens falske traditioner, dens onde associationer? Var disse ting så kastet ud af syne, at de ikke længere kan genere dig? Blev dette efterfulgt af en opstandelse – en opstandelse for at vandre ved tro og ved Helligåndens kraft i et nyt liv?
Hvis svaret på disse spørgsmål er ja, så er du blevet begravet. Derefter ville det være tåbeligt og ubibelsk at grave alt dette op igen fra sin grav, blot for at begrave det anden gang med en ny formel.
På den anden side, hvis svaret på ovenstående spørgsmål ikke er et klart ja, så blev du aldrig begravet. Søg Herren oprigtigt og bed ham om at vise dig, hvad du skal gøre. Det kan godt være, at han vil kræve, at du bliver begravet. Hvis ja, så husk dette. Du bliver ikke gendøbt. Du vil virkelig blive døbt for første gang.
Hvor der ikke har været nogen begravelse og ingen opstandelse, har der ikke været nogen dåb.
OP